
4.6/5 af 60+ tilfredsstillede kunder
Rentefradrag
Senest opdateret maj 2025



Vi har hjulpet over 1200+ danske virksomheder








Hvad er rentefradrag?
I Danmark har låntagere mulighed for at få fradrag for renteudgifter, hvilket betyder, at de kan reducere deres skattepligtige indkomst og dermed betale mindre i skat. Dette gælder for både virksomheder og privatpersoner.
Når du som privatperson betaler renter af et lån, har du mulighed for at indberette disse renteudgifter til Skattestyrelsen i din Årsopgørelse. Rentefradraget behandles som kapitalindkomst og beregnes på baggrund af de samlede renteudgifter, du har haft i løbet af året, og det registreres automatisk for visse typer af lån.
Hvilke renter er fradragsberettigede?
Rentefradraget gælder for en række forskellige typer af renteudgifter. Her er de mest almindelige former for renter, som automatisk bliver registreret til din årsopgørelse:
- Renter på banklån
- Renter og bidrag på realkreditlån
- Renter på forbrugslån hos finansieringsselskaber
- Renter på kontokortordninger
- Negative renter
Hvis du har lån i en bank eller et realkreditinstitut, bliver dine renteudgifter som regel automatisk indberettet til Skattestyrelsen. Du kan altid kontrollere dette ved at gennemgå din årsopgørelse.
Renter, du selv skal indberette på din årsopgørelse
Der er nogle renteudgifter, som ikke automatisk registreres af Skattestyrelsen, og som du selv skal tilføje på din årsopgørelse. Disse renteudgifter skal angives i rubrik 44 for at sikre, at du får det korrekte rentefradrag.
Renter fra private låneforhold, hvis de ikke allerede er registreret på din årsopgørelse. Dette gælder f.eks. lån mellem privatpersoner, såsom familie- eller vennelån. HUSK: Ved privat lån (f.eks. mellem familiemedlemmer eller venner), skal långivers identitet indberettes til skat i låntagers selvangivelse – og HUSK at dette gælder for hvert år der skal kunne opnås fradragsret for renterne!
Renteudgifter fra refusionsopgørelsen i forbindelse med køb eller salg af fast ejendom. Når du køber eller sælger en bolig, kan der være renteudgifter knyttet til refusionsopgørelsen, som ikke automatisk fremgår af din årsopgørelse.
Renteudgifter på lån med flere end to låntagere. Hvis du deler et lån med mere end én person udover dig selv, skal du selv angive din andel af renterne.
Renter vedrørende fælleslån i en ejerlejlighedsforening. Hvis du betaler afdrag og renter gennem månedlige bidrag til en ejerforening, og renterne ikke automatisk er registreret, skal du selv tilføje dem til din årsopgørelse.
Renteudgifter – udlandet
Hvis du har gæld i udlandet eller har optaget et lån i Danmark, som vedrører udenlandske forhold, kan du stadig få rentefradrag. For at sikre dig, at dine renteudgifter bliver registreret korrekt, skal du indberette disse i de relevante rubrikker på din årsopgørelse:
- Renter af gæld i udlandet (rubrik 432)
- Renter af lån i Danmark, der vedrører udenlandske forhold (rubrik 493)
Hvis du har lån hos et dansk realkreditinstitut, som vedrører en udenlandsk ejendom, vil renteudgifterne fremgå af dit servicebrev under rubrik 41.
Hvordan beregnes rentefradraget?
Rentefradraget beregnes for privatpersoner som en procentdel af dine renteudgifter og fratrækkes din skattepligtige indkomst. Dette betyder, at jo højere dine renteudgifter er, desto større et fradrag kan du opnå. Det er dog vigtigt at bemærke, at rentefradraget ikke nødvendigvis dækker hele renteudgiften, men en del af den.
For at sikre, at du får dit rentefradrag løbende, kan du vælge at indberette dine forventede renteudgifter på din forskudsopgørelse. På denne måde kan du få glæde af fradraget løbende gennem året i stedet for at skulle vente til årsopgørelsen.
Hvad er fradragssatserne?
Fradragsværdien af rentefradraget afhænger af, hvor meget du har betalt i renteudgifter.
Renteudgift | Enlig (Fradragsværdi) | Gift (Fradragsværdi) |
Op til 50.000 / 100.000 kr. | 33,1 % | 33,1 % |
Over 50.000 / 100.000 kr. | 25,1 % | 25,1 % |
Hvis dine renteudgifter er under 50.000 kr. som enlig eller 100.000 kr. som gift, er fradragssatsen 33,1 %.
Hvis dine renteudgifter overstiger disse grænser, reduceres fradraget til 25,1%, for den del af udgifterne der overstiger beløbsgrænserne (kilde: SKAT).
Lovforslag om at formindske rentefradraget med 1%-point om året fra (2025-planen)
I 2019 foreslog regeringen at reducere fradraget for renteudgifter over 50.000/100.000 kr., med 1%-point årligt fra og med 2020 til og med 2025. Forslaget blev aldrig vedtaget af folketinget, hvorfor fradragssatsen i skrivende stund stadig er uændret.
Eksempel på beregning af rentefradrag
Lad os sige, at du som enlig har lånt 200.000 kr. med en rente på 5 % om året.
Årlige renteudgifter: 200.000 kr. × 5 % = 10.000 kr.
Rentefradrag: 10.000 kr. × 33,1 % = 3.310 kr.
Det betyder, at du betaler 3.310 kr. mindre i skat på grund af rentefradraget.
Hvis du omvendt er gift og f.eks. låner 1.500.000 kr. med en rente på 5% om året, vil regnestykket se således ud:
Årlige renteudgifter | 1.500.000 kr. × 5% = 75.000 kr. |
Rentefradrag (33,1%) | 50.000 kr. × 33,1% = 16.500 kr. |
Rentefradrag (25,1%) | 25.000 kr. × 25,1% = 6.275 kr. |
Samlet: | 16.500 kr. + 6.275 kr. = 22.775 kr. |
Det betyder, at du betaler 22.775 kr. mindre i skat på grund af rentefradraget.
Det kan hurtigt blive svært at danne overblik over sin økonomi og rentefradrag. Ønsker du at skabe de bedste forudsætninger for din virksomheds økonomi? Hos Stadsrevisionen Danmark kender vi bl.a. til alle fradrag, og vores mål er, at du og din virksomhed får de bedste forudsætninger.
Har du brug for hjælp til at optimere din virksomheds økonomi?
Kontakt os for skræddersyet professionel hjælp.
Hvilke renteudgifter giver ikke ret til fradrag?
Der er visse typer af renter, som ikke berettiger til rentefradrag. Dette gælder blandt andet følgende:
- Renter på skatter, arbejdsmarkedsbidrag og særlige pensionsopsparinger
- Renter på gæld, der er opstået som følge af arveforskud eller gaver til nærtstående familiemedlemmer
- Renter på lån til betaling af ejendomsskatter
- Renter på boligydelseslån for pensionister
- Renter, som er dækket af skattefri tilskud, fx byfornyelseslån
- Renter, som påhviler en andelsboligforening frem for den enkelte andelshaver
Siden 2020 har det desuden ikke været muligt at få rentefradrag på offentlig gæld. Dette betyder, at hvis du har gæld til det offentlige, kan du ikke trække renteudgifterne fra i din skattepligtige indkomst.
Hvad er reglerne for rentefradrag på SU-lån?
Man får ikke længere fradrag på renter på offentlig gæld efter 2020, men SU-lån er en undtagelse. Du kan stadig få fradrag på renteudgifter af dit SU-lån, når du begynder at betale af på det. Disse renteudgifter får du automatisk fradrag for, som du kan tjekke på din årsopgørelse. Men hvis du ønsker at få fradragene året rundt, er det nødvendigt at rette det på din forskudsopgørelse.
Her er de renteudgifter, du selv skal indberette:
Her er de renteudgifter, du selv skal indberette:
Lån med en anden
Når du har et lån sammen med en anden person, fx en ægtefælle eller samlever, påvirker det fordelingen af dit rentefradrag. Rentefradraget fordeles automatisk med 50 % til hver låntager, medmindre der foretages en ændring.
Fælles lån med din ægtefælle
Hvis du er gift og sambeskattet, kan du og din ægtefælle frit vælge, hvordan I vil fordele rentefradraget mellem jer. Som udgangspunkt vil renteudgifterne automatisk blive fordelt ligeligt (50/50), men hvis det er mere fordelagtigt for jer at ændre fordelingen, har I mulighed for at justere den på jeres årsopgørelse.
Hvis du og din ægtefælle ønsker en anden fordeling af rentefradraget, kan I gøre følgende:
Log på TastSelv via Skattestyrelsens hjemmeside.
Gå til jeres årsopgørelse og find posten for renteudgifter.
Indtast den ønskede fordeling, fx at den ene part trækker en større del af renterne fra.
Gem ændringerne, og sørg for, at I begge har samme samlede fradrag.
Selvom ægtefæller frit kan fordele rentefradraget, er der enkelte situationer, hvor det ikke er muligt:
- Hvis du eller din ægtefælle beskattes efter forskerskatteordningen (kildeskattelovens § 48E og § 48F).
- Hvis en af jer har udenlandsk indkomst, hvor der gives nedslag i skatten efter ligningslovens § 33 eller § 33A.
Hvis ingen af ovenstående regler gælder for jer, kan I frit justere fordelingen på jeres forskudsopgørelse for at sikre, at fradraget løbende bliver tilpasset jeres økonomiske situation.
Fælles lån med en samlever (ugifte)
Hvis du deler et lån med en person, du ikke er gift med, fx en samlever, er reglerne lidt anderledes. Rentefradraget bliver automatisk fordelt med 50 % til hver låntager, men denne fordeling kan ikke ændres frit, som det er tilfældet for ægtefæller.
Hvis du og din samlever ønsker at ændre rentefradragets fordeling, skal I kontakte Skattestyrelsen direkte. Det er dog kun muligt at ændre rentefradraget, hvis hæftelsen på lånet ændres – dvs. hvis I ændrer, hvem der juridisk set er ansvarlig for lånet.
For at ændre fordelingen skal I:
Kontakte banken eller kreditinstituttet, hvor lånet er optaget, og ændre hæftelsesforholdet på lånet.
Få dokumentation for ændringen, som kan bruges til at opdatere jeres skattemæssige oplysninger.
Indberette ændringen til Skattestyrelsen, så den nye fordeling kan træde i kraft på jeres årsopgørelser.
Hvis hæftelsen ikke ændres, vil rentefradraget fortsat være 50/50, uanset hvem der faktisk betaler af på lånet.
Ændringen kan nemt indberettes via Skattestyrelsen hjemmeside ved at:
- Logge på TastSelv
- Vælge Kontakt
- Vælge Skriv til os
- Vælge Indkomst og fradrag
- Vælge Årsopgørelse
- Vælge Spørgsmål og ændringer til årsopgørelse
- Vælge Fradrag
- Vælge Rentefradrag
- Vælge Anmodning om flytning af renter (Borger)/(Erhverv/selvstændig)
- Udfyld oplysningerne. HUSK at vedhæfte dokumentation i form af en underskrevet aftale (af alle parter), hvor der står, hvordan gælden (hæftelsen) nu er fordelt. Anmodning kan ikke behandles uden dokumentation.
- Tryk Send.
Alternativt kan ansøgning også sendes pr. brev til:
Skattestyrelsen
Nykøbingvej 76
Bygning 45
4990 Sakskøbing
Hvis I går fra hinanden
Hvis den ændrede fordeling af renter skyldes, at I er flyttet fra hinanden og ikke længere skal dele rentefradraget, skal I bruge samme fremgangsmåde som ovenfor.
Flytter I fra hinanden og ejer bolig sammen, kan I her læse om, hvordan I skal forholde jer i forhold til ejendomsværdiskatten:
Rentefradrag ved negative renter
I visse tilfælde kan du opleve negative renter, hvilket betyder, at enten:
- Du betaler penge for at have en opsparing stående i banken – en situation, hvor banken opkræver en rente af dine indestående midler.
- Du får penge for at låne – hvis du optager et lån med negativ rente, vil du modtage en rentebetaling frem for at skulle betale renter.
Indestående/opsparing
Når du har en opsparing i en bank, en sparekasse eller et andet pengeinstitut, kan du i visse tilfælde blive opkrævet negative renter af dine indestående midler. Dette sker typisk, hvis renteniveauet generelt er lavt, og bankerne opkræver en rente for at opbevare dine penge.
Fradragsberettiget beløb: Hvis du betaler negative renter på en opsparingskonto, kan du få fradrag for disse renteudgifter.
Automatisk registrering: Beløbet bliver automatisk indberettet til din årsopgørelse som et minusbeløb under “Renteindtægter af indestående i bank m.m.” i rubrik 31.
Forskel mellem årsopgørelse og forskudsopgørelse: På din forskudsopgørelse vil disse negative renter være registreret i felt 233.
Eksempel:
Hvis du har 500.000 kr. stående i banken, og din bank opkræver -0,5 % i negativ rente, vil din årlige renteudgift være 2.500 kr. Dette beløb vil blive indberettet som en renteudgift, og du kan trække en del af det fra i skat via rentefradraget.
Negative renter og rentefradrag kan være komplekse at håndtere – men det behøver de ikke være en udfordring for dig! Hos Stadsrevisionen tilbyder vi skræddersyede løsninger, der sikrer, at du udnytter alle dine muligheder for skattefradrag, reducerer unødvendige omkostninger og optimerer din økonomiske rapportering.
Læs mere om rentefradraget og hvordan det beregnes, indberettes og på Skat.dk – Rentefradrag oversigt
For en mere uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Fradrag for renter
Retsgrundlaget for beskatning og fradragsretten på renter, se også særligt Statsskattelovens §§ 4-6 Ligningslovens § 5 .
Rentefradrag i din virksomhed
På samme måde som privatpersoner er virksomheder også berettiget til at få fradrag for deres renteudgifter. Når du ejer en virksomhed, vil dine omkostninger til renter bliver behandlet og bogført i dit årsregnskab som en finansiel udgift.
Andre former for finansielle udgifter kan være gebyrer (f.eks. rykkergebyrer) eller kursgevinster (f.eks. valutakursdifferencer) som virksomheden har haft i forbindelse med dens aktiviteter. For mere information om både finansielle omkostninger og indtægter, kan du læse mere under vores blog her: Hvad er finansielle omkostninger? Læs mere her – Stadsrevisionen Danmark
Mulighed for bedre skatteværdi af rentefradrag for virksomheder
Reglerne for rentefradrag i virksomheder og hvordan disse beregnes, adskiller sig ofte væsentligt fra hvad der gælder for privatpersoner. Den reelle skatteværdi af dit rentefradrag i din virksomhed, afhænger først og fremmest af om du driver enkeltmandsvirksomhed eller der er tale om et kapitalselskab (et aktie- eller anpartsselskab).
Fuldt fradrag for renteudgifter i A/S og ApS
For selskaber er renteudgifter på lån, der bruges til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomstgrundlaget (fx erhvervslån til udstyr, ejendom eller køretøjer), 100% fradragsberettigede som driftsomkostninger. Dette adskiller sig fra privatpersoners fradrag, som er begrænset til 33,6 % eller 25,1 %.
Eksempel:
Din virksomhed har et lån på 500.000 kr. til nyt udstyr med 4 % rente. Årlige renteudgifter er 20.000 kr., som fradrages fuldt ud i virksomhedens regnskab, hvilket reducerer din skattepligtige indkomst med 20.000 kr. (i stedet for kun 6.720 kr. ved privat fradrag på 33,6 %).
Til dig der driver forretning som enkeltmandsvirksomheder
Som en enkeltmandsvirksomhed afhænger skatteværdien på dit rentefradrag af hvilken beskatningsform du har valgt for din virksomhed – dvs. 1) beskatning efter de almindelige regler, eller om du har valgt 2) Virksomhedsordningen eller Kapitalafkastordningen.
Efter de almindelige regler bliver overskuddet i din virksomhed beskattet som personlig indkomst – det vil sige med ca. 56% inkl. arbejdsmarkedsbidrag, hvis beløbet er over 611.800 kr. (2025). Virksomhedens renteudgifter bliver fratrukket din kapitalindkomst. Hvis du har en negativ kapitalindkomst, har renterne en fradragsværdi på ca. 33% (eller ca. 25% for den del, der overstiger 50.000 kr./100.000 kr. for ægtefæller). Er din kapitalindkomst positiv, men under 52.400 kr. (104.800 kr. for ægtefæller) er fradragsværdien ca. 37%. Er den over 52.400 kr. (104.800 kr. for ægtefæller), er skatteværdien ca. 42%.
Det betyder i praksis at enkeltmandsvirksomheder (efter de almindelige regler) ikke nødvendigvis får det fulde udbytte af virksomhedens renteudgifter, da overskuddet (og dermed fradraget) beskattes på lige fod med hvad der gælder for privatpersoner.
Virksomhedsskatteordningen (VSO) og rentefradrag
Hvis du driver en enkeltmandsvirksomhed eller er medejer af et interessentskab (I/S), kan du vælge at anvende virksomhedsskatteordningen (VSO). Det kan give en skattemæssig fordel, særligt hvis din virksomhed har høj gæld, store renteudgifter og en indkomst over topskattegrænsen (611.800 kr. i 2025).
Højere fradragsværdi af renteudgifter
I VSO bliver dine renteudgifter fratrukket, før den personlige indkomst opgøres, hvilket i praksis betyder, at du opnår en højere fradragsværdi end i det almindelige personskattesystem. Det kan frigive likviditet og reducere din skattebetaling – især hvis din virksomhed har investeret i ejendom, maskiner eller andet, som har genereret renteudgifter.
Mulighed for at udskyde topskat
Med VSO har du desuden mulighed for at opsamle overskud i virksomheden, hvor det midlertidigt beskattes med 22 % (samme sats som selskabsskat). Det giver dig fleksibilitet til at udskyde udbetaling til dig selv til et senere år – og dermed undgå at betale topskat i år med høj indkomst.
Eksempel:
Tjener du 700.000 kr. i et år, kan du vælge at lade 100.000 kr. stå i virksomheden og først trække dem ud året efter, hvor du måske kun tjener 300.000 kr. Dermed kan du undgå at betale topskat (15 %) af de 100.000 kr., hvilket svarer til en skattebesparelse på 15.000 kr.
Hvem kan bruge VSO?
- Enkeltmandsvirksomheder
- Interessentskaber (hver ejer anvender VSO individuelt for sin andel)
Du kan ikke bruge VSO, hvis du driver virksomhed som et kapitalselskab (ApS, A/S), eller hvis din virksomhed er del af et anpartsprojekt med mere end 10 deltagere.
Begrænsninger og forhold du skal være opmærksom på
- Kun erhvervsmæssig gæld og aktiver kan indgå i VSO – privat gæld giver ikke højere fradrag.
- Aktiekøb er ikke tilladt under VSO – foretager du det, betragtes det som privat hævning.
- Biler bør kun indgå, hvis de udelukkende bruges erhvervsmæssigt, da firmabiler i VSO typisk beskattes ugunstigt.
VSO stiller krav til adskillelse af virksomhedens og dine private økonomiske forhold – f.eks. en separat bankkonto og korrekt bogføring. Du skal aktivt vælge ordningen i forbindelse med din selvangivelse senest 30. juni.
Overvej professionel rådgivning
Virksomhedsskatteordningen kan være en stor fordel, men den kræver god styring. Stadsrevisionen Danmark kan hjælpe dig med at vurdere, om ordningen er den rette for dig – og hvordan du udnytter rentefradraget optimalt i din virksomhed.
OBS: Ovenstående beskriver generelle regler og er ikke udtryk for konkret skattemæssig rådgivning. Stadsrevisionen Danmark garanterer ikke, at informationerne er fyldestgørende, og fraskriver sig erstatningsansvar for de dispositioner, du eventuelt foretager eller ikke foretager på baggrund heraf.
Ønsker du rådgivning om ovenstående eller andre skatte- eller regnskabsmæssige forhold, så kontakt os til en uforpligtende samtale.
Du kan læse yderligere om reglerne for virksomhedsskatteordningen i Den Juridiske Vejledning C.C.5.2.3.1
Har du brug for en vurdering af, om ordningen er den rette for dig?
Kontakt os for en uforpligtende samtale. Vi står altid klar til at hjælpe.
Rentefradrag i foreninger
Den skattemæssige behandling af renteudgifter i foreninger afhænger af foreningens type og aktivitet. Hvorvidt renteudgifter er fradragsberettigede – og af hvem – afhænger primært af, om foreningen er skattepligtig, om lånet vedrører erhvervsmæssig aktivitet, og om medlemmerne hæfter personligt. Denne vejledning giver et samlet overblik over reglerne og kravene for andelsboligforeninger, ejerforeninger, almene boligorganisationer og grundejerforeninger – herunder medlemmers retsstilling og praktisk vejledning til indberetning af fradrag.
Skattefri foreninger
En forening er skattefri, hvis den udelukkende er almennyttig eller almenvelgørende og ikke har erhvervsmæssig indkomst. Indtægter som medlemskontingenter og tilskud betragtes ikke som erhvervsmæssige og er derfor skattefri. Selv hvis en almennyttig forening har erhvervsmæssig indkomst, kan den forblive skattefri, hvis indkomsten er tæt forbundet med det almennyttige formål, og midlerne anvendes til dette formål. (Kilde: SKAT.dk)
Skattepligtige foreninger
Foreninger, der driver erhvervsmæssig virksomhed—såsom salg af varer eller tjenesteydelser, udlejning af ejendomme eller anden forretningsaktivitet—er skattepligtige. Disse foreninger skal registreres hos Erhvervsstyrelsen og opgøre deres indkomst efter de almindelige skatteregler for selskaber
Skattepligten omfatter kun den erhvervsmæssige indkomst. Indtægter fra medlemskontingenter, donationer og tilskud uden modydelse betragtes ikke som erhvervsmæssige og er derfor skattefri. (Kilde: SKAT.dk)
Skattesats og bundfradrag
Skattepligtige foreninger beskattes efter selskabsskatteloven, hvor skattesatsen er 22 %. Der gælder et bundfradrag, så foreninger kun beskattes af den del af indkomsten, der overstiger 250.000 kr. (se bl.a. hertil landsskatterettens afgørelse SKM2024.546.LSR)
Indberetning og frister
Skattepligtige foreninger skal indsende oplysninger til Skattestyrelsen senest 6 måneder efter indkomstårets afslutning. For de fleste foreninger, der følger kalenderåret, er fristen den 30. juni.
Fradrag for uddelinger
Foreninger kan fradrage uddelinger til almenvelgørende eller almennyttige formål i den skattepligtige indkomst. Dog kan disse fradrag kun foretages i år med positiv indkomst og kan ikke medføre underskud, der overføres til senere år.
Andelsboligforeninger
Skattemæssig status:
Andelsboligforeninger er som udgangspunkt skattepligtige af deres erhvervsmæssige indkomst, men ikke af den del af indkomsten, der stammer fra medlemmernes betaling for boligretten, altså boligydelser.
Renteudgifter:
Renteudgifter på lån, som foreningen optager (f.eks. til køb af ejendommen eller renovering), kan fradrages i den skattepligtige indkomst.
Da foreningen som udgangspunkt ikke har skattepligtig indkomst fra boligdrift, vil disse renteudgifter ofte ikke føre til et egentligt fradrag, da der ikke er noget at fradrage dem i.
Bemærk:
Medlemmerne har ikke personligt fradrag for renteudgifter på foreningens lån. Det er kun foreningen, der evt. kan få fradrag – og kun i det omfang, foreningen har skattepligtig indkomst (typisk fra erhvervsmæssig aktivitet, udlejning til andre end medlemmer osv.).
Andelsboligforeninger – Begrænset fradrag
- Andelsboligforeninger har som udgangspunkt ikke fradrag for renteudgifter til køb eller forbedring af ejendommen, da de normalt ikke har skattepligtig indkomst.
- Medlemmer har ikke personligt fradrag for foreningens renteudgifter.
Kun ved skattepligtig erhvervsmæssig aktivitet (f.eks. udlejning til ikke-medlemmer) kan renteudgifter fradrages – men kun af foreningen.
Ejerforeninger
Skattemæssig status:
En ejerforening er ikke en selvstændig skattepligtig enhed. Den fungerer som en fællesadministration af fællesudgifter for ejerne af en ejendom opdelt i ejerlejligheder.
Renteudgifter:
Hvis ejerforeningen optager lån, er det i praksis ejerne, der hæfter for og afdrager lånene. Derfor kan den enkelte ejer typisk fradrage sin andel af renteudgifterne personligt på sin selvangivelse.
Forudsætningen er, at der er tale om et fælleslån, hvor ejerens hæftelse og betaling fremgår tydeligt.
Detaljer for Ejerforeninger – Rentefradrag for medlemmer
Hvis en ejerforening har optaget et fælleslån til fx renovering, kan den enkelte ejer få rentefradrag personligt, hvis disse betingelser er opfyldt:
- Formål: Lånet skal dække almindelige udgifter i en ejerforening (f.eks. renovering), ikke ejendomskøb.
- Hæftelse og fordeling: Lånet er optaget på vegne af ejerne, og hver ejer betaler sin del. Foreningen skal have tilgodehavende svarende til restgæld hos ejerne.
- Dokumentation: Ejerne skal kunne dokumentere deres andel af renteudgifter og restgæld – typisk fremsendt af administrator/revisor.
Banken indberetter kun til SKAT for foreningens CVR-nr. – den enkelte ejer skal selv indberette sin andel i rubrik 44 på årsopgørelsen.
Almene boligorganisationer
Skattemæssig status:
Almene boligorganisationer er som udgangspunkt ikke skattepligtige af deres aktiviteter.
De fungerer under en særlig lovgivning (Lov om almene boliger), og drift og finansiering er stærkt reguleret.
Renteudgifter:
Da de ikke er skattepligtige, er rentefradrag ikke relevant.
Grundejerforeninger og andre ikke-erhvervsdrivende foreninger
Skattemæssig status:
Grundejerforeninger, idrætsforeninger, osv. er typisk skattefritaget for så vidt angår ikke-erhvervsmæssige aktiviteter.
Hvis de driver erhverv, kan der være skattepligt af netop den aktivitet.
Renteudgifter:
Hvis foreningen har renteudgifter og er skattepligtig af en erhvervsmæssig indkomst, kan renteudgifter fradrages i denne.
Hvis der ikke er skattepligtig aktivitet, er renteudgifterne uden betydning skattemæssigt.
Øvrige foreninger (grundejer-, haveforeninger m.fl.)
- Hvis foreningen driver erhvervsmæssig virksomhed, kan renteudgifter fradrages i den skattepligtige indkomst.
- Medlemmer kan kun få rentefradrag, hvis de hæfter personligt og solidarisk – vurderes konkret, og det anbefales at søge rådgivning eller bindende svar fra SKAT.
Oversigt over forskellige foreningers ret til rentefradrag
Foreningstype | Fradrag for renteudgifter? | Hvem kan fradrage? |
Andelsboligforening | Ja, men kun mod skattepligtig indkomst (ofte ingen) | Kun foreningen |
Ejerforening | Ja, hvis fælleslån med ejerhæftelse | Den enkelte ejer (personligt) |
Almen boligorganisation | Nej | Ikke relevant – skattefri |
Grundejerforening m.fl. | Kun hvis skattepligtig erhvervsaktivitet | Kun foreningen i så fald |
Oversigt over forskellige foreningstyper og regler for rentefradrag
Foreningstype | Fradragsret for renteudgifter? | Hvem kan fradrage? |
Andelsboligforening | Kun mod skattepligtig erhvervsindkomst (sjældent relevant) | Kun foreningen |
Ejerforening | Ja, hvis fælleslån og personlig ejerhæftelse | Den enkelte ejer (på selvangivelsen) |
Almen boligorganisation | Nej – ikke relevant | Ingen (skattefri) |
Grundejer-/haveforening m.fl. | Kun ved skattepligtig erhvervsaktivitet | Foreningen, hvis den er skattepligtig |
Gode råd
- Få skriftlig opgørelse fra foreningen over din renteandel.
- Indberet rettidigt – rentefradrag bliver ellers ikke medregnet.
- Ved tvivl: Kontakt revisor eller SKAT.
Skattepligt for foreninger – Kort fortalt
- Skattefri foreninger: Almenvelgørende/almenyttige, uden erhvervsindkomst.
- Skattepligtige foreninger: Har erhvervsmæssig indkomst (udlejning, salg mv.).
- Selskabsskat: 22 % over bundfradrag på 250.000 kr.
- Indberetningsfrist: 6 måneder efter indkomstårets afslutning (typisk 30. juni).
Bogføring af renteudgifter - hvordan bogfører jeg mine renteomkostninger i Dinero, E-conomic og Billy?
Hvis du har gæld i udlandet eller har optaget et lån i Danmark, som vedrører udenlandske forhold, kan du stadig få rentefradrag. For at sikre dig, at dine renteudgifter bliver registreret korrekt, skal du indberette disse i de relevante rubrikker på din årsopgørelse:
- Renter af gæld i udlandet (rubrik 432)
- Renter af lån i Danmark, der vedrører udenlandske forhold (rubrik 493)
Hvis du har lån hos et dansk realkreditinstitut, som vedrører en udenlandsk ejendom, vil renteudgifterne fremgå af dit servicebrev under rubrik 41.
Sådan bogfører du dine renteudgifter og renteindtægter i Dinero:
I Dinero er der færdige skabeloner oprettet både til renteudgifter og renteindtægter
Tilgå fanen Bogføring ude til venstre, vælg Skabeloner og under Diverse finder du både Renteudgifter og Renteindtægter. Her indtaster du beløbet og klikker Godkend.
Hvi du vil tilføje renter på en leverandørkonto, åben først et købsbilag, vælg at bilaget betales senere, vælg din leverandør, skriv Rente i beskrivelsesfeltet og vælg Renter til leverandør.
Beløbet kommer nu med på leverandørens kontoudtog.
Sådan bogfører du dine renteudgifter og renteindtægter i Billy:
For at kunne bogføre dine renteindtægter og renteudgifter, skal du bruge kassekladden.
Renteindtægter
- Vælg Bogføring
- Vælg Kassekladde
- Vælg kontoen 2230 – Renteindtægter og sæt rentebeløbet under Kredit
- I modkonto vælger du Bank
- Husk at vælge den korrekte Dato
- Når du har klikket på Godkend, har du bogført en renteindtægt.
Renteudgifter
- Vælg Udgifter
- Vælg Regninger
- Tryk på Opret Regning
- Under beskrivelse skal du skrive Rente
- Herefter vælger du hvilken slags Renteudgift det er
- Hvis der er tale om Renter til banken eller en leverandør – brug konto 2320 – Renteudgifter
- Hvis der er tale om Renter til Skattestyrelsen – eller andre ikke fradragsberettigede renter så skal du bruge konto 1895 – Ej fradragsberettigede omkostninger
- Når du har udfyldt de øvrige oplysninger, kan du trykke på Godkend og bogføre renteudgiften.
Sådan bogfører du dine renteudgifter og renteindtægter i e-conomic:
I e-conomic kan du bogføre renter ved at bruge kassekladden, en regning eller ved at tilbageføre renter og rykkergebyrer. Renter, der tilskrives kunder, bogføres som indtægter, mens renter du betaler, bogføres som udgifter. Du kan også bruge bagatelreglen, hvor små rentebeløb ikke bogføres, som forklaret i E-conomic’s hjælpemateriale.
Detaljeret vejledning:
Renteudgifter:
- Regninger: Opret en regning og vælg “Rente” som beskrivelse.
- Kassekladde: Bogfør posteringer i kassekladden, som omfatter renter.
Renteindtægt:
- Rykkere: Ved at lave en rykker kan du tilskrive renter til kunder.
- Tilbagefør renter: Hvis kunden ikke betaler renten, kan du tilbageføre den bogførte indtægt.
Bagatelreglen:
- Ikke bogføring: Hvis du bruger bagatelreglen, bogføres små renter ikke.
- Tilbagefør: Hvis bagatelrenten senere opkræves, kan du tilbageføre den.
Renteberegning:
- Fast rykkerprocedure: e-conomic kan beregne renter ved fast rykkerprocedure.
- Præcis eller månedlig: Du kan vælge mellem præcis renteberegning eller “påbegyndt måned”.
Har du spørgsmål til din bogføring eller generel behandling af renteudgifter/renteindtægter, står vi hos Stadsrevisionen Danmark altid klar til at hjælpe dig.
Har du brug for hjælp til din virksomheds skattefradrag?

4.8/5 af 60+ tilfredsstillede kunder
FAQ om Rentefradrag
Hvad er rentefradrag?
Et skattefradrag, der reducerer din skattepligtige indkomst for de renteudgifter som du har afholdt i løbet af året. For privatpersoner er værdien af fradraget mellem 33,1% til 25,1%, mens virksomheder under visse betingelser kan fradrage 100 % af deres renteudgifter.
Hvad er rentefradraget i 2024?
I 2024 er rentefradraget på 33,1% for den del af renteudgifterne der ligger under 50.000 kr. (for enlige) og 100.000 kr. (for ægtepar). Hvis dine samlede renteudgifter overstiger disse beløb, reduceres værdien af fradraget for den resterende del til 25,1%.
Hvad er rentefradraget i 2025?
I 2025 er rentefradraget det samme som i 2024. Det planlagte lovforslag fra 2019 om at gradvist reducere fradragsretten for renteudgifter med 1 procentpoint årligt fra 2025 til og med 2025, blev aldrig vedtaget af Folketinget, og rentefradraget er derfor uændret i alle årene.
Hvor meget kan man få i rentefradrag?
Størrelsen på dit rentefradrag afhænger af, hvor meget du betaler i renter på dine lån. Hvis dine renteudgifter er under 50.000 kr. (for enlige) eller 100.000 kr. (for ægtepar), kan du trække 33,1 % af dine renteudgifter fra i skat. Hvis dine renteudgifter overstiger disse grænser, vil fradragsværdien for den del der ligger over grænsen blive reduceret til 25,1%.
Hvordan får jeg rentefradrag?
Privatpersoner: De fleste renter indberettes automatisk, men private lån eller udenlandske lån skal indtastes i årsopgørelsen (rubrikkerne 44, 432 eller 493).
Virksomheder: Bogfør renteudgifter som driftsomkostninger (finansielle udgifter). Ved Enkeltmandsvirksomheder overvej om Virksomhedsordningen kan være en fordel for dig.
Foreninger: både foreningen og medlemmerne/ejerne kan potentielt set få fradrag for renteudgifter hvis foreningen er skattepligtig og renteudgifterne vedrører aktiviteter der kan siges at være af erhvervsmæssige karakter.
Hvorfor er rentefradrag vigtigt for min økonomi?
For privatpersoner frigiver det likviditet til husholdningen. For virksomheder reducerer det skatten på investeringer, hvilket forbedrer likviditet og vækstmuligheder.
Hvordan indberetter jeg mit rentefradrag?
For privatpersoner indberettes renteudgifter i årsopgørelsen eller på forskudsopgørelsen (felt 481 og 483). For virksomheder indberettes via TastSelv Erhverv.
Hvilke renteudgifter skal jeg selv indberette?
- Renter på private lån (husk at indberette långivers identitet i din årsopgørelse)
- Garantiprovisioner eller stiftelsesprovisioner
- Renter på lån med flere låntagere eller fælleslån i ejerforeninger
- Renter fra refusionsopgørelser eller udenlandske lån
Virksomheder: Sørg for korrekt bogføring af alle erhvervsmæssige renteudgifter.
Kan jeg få fradrag for renteudgifter til private lån?
Ja, hvis långivers identitet indberettes årligt, og lånet opfylder de øvrige betingelser.
Ved privat lån (f.eks. mellem familiemedlemmer), skal långivers identitet indberettes til skat i låntagers selvangivelse – OBS: Husk at dette gælder for hvert år der skal kunne opnås fradragsret for renterne!
De vigtigste pointer
- Privatpersoner: Fradragssats på 33,1 % (under grænse) eller 25,1 % (over grænse) i 2025.
- Enkeltmandsvirksomheder: renteudgifter bliver trukket fra i din kapitalindkomst med en fradragsværdi på 25% og 42%. Virksomhedsskatteordningen kan forøge fradragsværdien til 56% hvis din personlige indkomst er på mindst 611.800 kr. (2025)
- Kapitalselskaber (Aps’er og A/S’er): Fuld fradrag for finansielle udgifter, herunder renter

4.8/5 af 60+ tilfredsstillede kunder
Salg af virksomhed, opkøb & fusioner
Få en gratis vurderingsberetning af din virksomhed.
Del den her: