Få styr på dit årsregnskab til tiden – Lad vores specialister hjælpe. Klik her.

Kontakt os

70 60 40 04

Forretningsbetingelser hos Stadsrevisionen

1. Virksomhedsoplysninger

1.1 Stadsrevisionen ApS, CVR-nr. 43152580, Mariane Thomsens Gade 4B, 6. 3, 8000 Aarhus C (“Stadsrevisionen”).

2. Aftalegrundlag

2.1 Stadsrevisionens aftalebrev (“Aftalebrevet”) og disse forretningsbetingelser (“Forretningsbetingelserne”) udgør tilsammen aftalen mellem Stadsrevisionen og den i Aftalebrevet anførte kunde (“Kunden”).

2.2 Hvis der er forskel mellem Aftalebrevet og Forretningsbetingelserne, har Aftalebrevet forrang.

2.3 Særlige aftaler, ændringer eller fravigelser kan aftales mellem Parterne og skal fremgå skriftligt.

3. Stadsrevisionens ydelser

3.1 Stadsrevisionen leverer ydelser inden for blandt andet regnskabsassistance, bogføring, skatte- og momsforhold, indberetninger, selskabsadministration, økonomistyring, selskabsretlige forhold samt øvrige rådgivningsydelser som beskrevet i Aftalebrevet.

3.2 Stadsrevisionen leverer alene ydelser til erhvervsdrivende.

3.3 Stadsrevisionen kan anvende medarbejdere, samarbejdspartnere eller underleverandører til udførelsen af Ydelserne. Stadsrevisionen er fortsat Kundens primære aftalepart, medmindre andet udtrykkeligt aftales.

4. Engangsydelse eller abonnement

4.1 Aftalen kan indgås som:

  • Engangsydelse, hvor en konkret aftalt opgave leveres én gang, eller
  • Abonnement, hvor Stadsrevisionen løbende leverer de aftalte Ydelser.

4.2 Aftalebrevet beskriver den konkrete aftaleform, de omfattede Ydelser og Honoraret.

4.3 Abonnementer kan have forskellige omfang, priser og forudsætninger, som fremgår af Aftalebrevet og eventuelle relevante bilag.

5. Opgavens omfang, kvalitet og deadlines

5.1 Stadsrevisionen leverer de Ydelser, der fremgår af Aftalebrevet.

Parterne samarbejder løbende om at sikre, at opgavens omfang fortsat matcher Kundens behov og de forudsætninger, som Aftalen blev indgået på.

5.2 Ydelserne udføres professionelt, omhyggeligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning samt de faglige standarder, der finder anvendelse på den konkrete opgave.

5.3 Hvis der opstår behov for væsentlige ændringer eller udvidelser af opgavens omfang, tager Stadsrevisionen dialogen med Kunden, inden arbejdet igangsættes.

Ændringer, der medfører ændring af Honoraret eller Aftalens væsentlige omfang, gennemføres ikke uden Kundens forudgående skriftlige accept.

5.4 Stadsrevisionen planlægger arbejdet med henblik på at overholde lovbestemte frister og konkret aftalte deadlines.

Overholdelsen forudsætter, at Kunden rettidigt stiller nødvendige oplysninger, dokumenter, adgange og godkendelser til rådighed.

Deadlinegaranti

5.5 Hvis en lovbestemt eller konkret skriftligt aftalt deadline overskrides som direkte følge af forhold, der alene kan henføres til Stadsrevisionen, dækker Stadsrevisionen de dokumenterede bøder, gebyrer eller tilsvarende direkte økonomiske omkostninger, som Kunden påføres som følge af fristoverskridelsen.

5.6 Afhængigt af den konkrete situation, fristoverskridelsens karakter og konsekvenserne for Kunden kan Stadsrevisionen herudover yde yderligere kompensation efter en konkret vurdering.

5.7 Deadlinegarantien finder ikke anvendelse, hvis forsinkelsen helt eller delvist skyldes:

  • manglende eller forsinket materiale, oplysninger, adgange eller godkendelser fra Kunden,
  • væsentlige fejl eller mangler i materiale leveret af Kunden eller tredjemand,
  • forhold hos offentlige myndigheder,
  • driftsforstyrrelser eller forhold hos eksterne system- eller serviceleverandører,
  • force majeure, eller
  • andre forhold uden for Stadsrevisionens rimelige kontrol.

5.8 Hvis Stadsrevisionen bliver opmærksom på forhold, der kan påvirke en deadline, orienteres Kunden hurtigst muligt. Parterne tager herefter dialog om den bedst mulige løsning og eventuelle nødvendige prioriteringer.

6. Ekstraarbejde og ændringer i omfang

6.1 Ekstraarbejde omfatter arbejde, der ligger uden for de Ydelser, som er beskrevet i Aftalebrevet, eller arbejde, der opstår som følge af væsentligt ændrede forudsætninger.

6.2 Hvis Stadsrevisionen konstaterer, at en opgave kræver væsentligt ekstraarbejde, orienteres Kunden om baggrunden, det forventede omfang og den økonomiske konsekvens.

6.3 Væsentligt ekstraarbejde igangsættes ikke uden Kundens forudgående skriftlige accept.

Dette gælder dog ikke arbejde, som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at overholde en nært forestående lovbestemt frist eller begrænse et væsentligt tab for Kunden. Kunden orienteres i sådanne tilfælde hurtigst muligt.

6.4 Godkendt ekstraarbejde afregnes efter den pris eller det estimat, Parterne aftaler. Hvis ingen særskilt pris aftales, afregnes arbejdet efter Stadsrevisionens gældende timesatser.

Abonnementer

6.5 En enkeltstående eller mindre overskridelse af en mængdebegrænsning i et Abonnement, eksempelvis antallet af bogføringsbilag, medfører ikke automatisk ændring af Abonnementet.

6.6 Hvis Kundens aktivitetsniveau, bilagsmængde eller opgavens kompleksitet ændrer sig væsentligt og varigt i forhold til de forudsætninger, som Honoraret er baseret på, tager Stadsrevisionen dialogen med Kunden om en eventuel tilpasning af Aftalen.

7. Kundens medvirken og materiale

7.1 Et effektivt samarbejde forudsætter, at Stadsrevisionen rettidigt modtager de oplysninger, dokumenter, adgange og godkendelser, der er nødvendige for at udføre Ydelserne.

7.2 Stadsrevisionen skal så vidt muligt tydeligt oplyse Kunden om, hvilket materiale der er nødvendigt, og hvornår materialet skal være modtaget for at kunne overholde relevante deadlines.

7.3 Kunden skal medvirke til, at nødvendigt materiale stilles til rådighed rettidigt og skal hurtigst muligt orientere Stadsrevisionen, hvis dette ikke kan ske.

Materialet kan blandt andet omfatte:

  • oplysninger nødvendige efter hvidvasklovgivningen,
  • regnskabsmateriale og bilag,
  • relevante systemadgange,
  • selskabsdokumenter,
  • bankoplysninger,
  • oplysninger om skat og moms,
  • samt øvrigt materiale relevant for opgaven.

7.4 Kunden er ansvarlig for, at oplysninger og materiale, der leveres til Stadsrevisionen, efter Kundens bedste viden er korrekte og fuldstændige.

7.5 Hvis manglende eller forsinket materiale påvirker Stadsrevisionens mulighed for at udføre arbejdet eller overholde en deadline, orienterer Stadsrevisionen Kunden herom.

En aftalt leveringsfrist kan i sådanne tilfælde forskydes i det omfang, forsinkelsen nødvendiggør det.

7.6 Stadsrevisionen er ikke ansvarlig for fejl eller forsinkelser, der direkte skyldes væsentligt ukorrekte, ufuldstændige eller forsinkede oplysninger fra Kunden eller tredjemand, når Stadsrevisionen ikke med rimelighed burde have identificeret forholdet.

8. Samarbejde og kommunikation

8.1 Parterne ønsker et åbent og konstruktivt samarbejde baseret på gensidig tillid, rettidig kommunikation og klare forventninger.

8.2 Parterne holder løbende hinanden orienteret om forhold, der kan have væsentlig betydning for opgavens udførelse, økonomi eller deadlines.

8.3 Hvis der opstår spørgsmål eller uenighed om opgavens omfang, kvalitet, Honoraret eller øvrige forhold, søger Parterne som første skridt at løse forholdet gennem direkte dialog.

8.4 Stadsrevisionen bestræber sig på at kommunikere tydeligt om status, manglende materiale, væsentlige problemstillinger og næste skridt i opgaven.

8.5 Kunden kan anvende de leverede Ydelser til det aftalte formål. Hvis materialet ønskes anvendt til væsentligt andre formål eller videregivet til tredjemand på en måde, der ændrer forudsætningerne for arbejdet, anbefales Kunden at drøfte dette med Stadsrevisionen først.

9. Compliance og kundekendskab

9.1 Begge Parter skal overholde relevant lovgivning i forbindelse med Aftalen.

9.2 Stadsrevisionens levering af Ydelser er blandt andet underlagt reglerne om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering.

9.3 Kunden skal derfor medvirke til, at Stadsrevisionen kan gennemføre de nødvendige kundekendskabs- og complianceprocedurer og skal levere de oplysninger og den dokumentation, der efterspørges.

9.4 Stadsrevisionen kan udsætte eller undlade at udføre en opgave, hvis det er nødvendigt for at overholde gældende lovgivning eller regulatoriske forpligtelser. Kunden orienteres herom i det omfang lovgivningen tillader det.

10. Interessekonflikter

10.1 Hvis en af Parterne bliver opmærksom på en potentiel interessekonflikt med betydning for samarbejdet, orienteres den anden Part hurtigst muligt.

10.2 Stadsrevisionen kan være forpligtet til at afstå fra eller ophøre med en opgave, hvis en interessekonflikt ikke kan håndteres forsvarligt eller lovligt.

11. Fortrolighed

11.1 Parterne behandler fortrolige og ikke-offentlige oplysninger om hinanden og deres forhold fortroligt.

11.2 Fortrolighedsforpligtelsen gælder ikke oplysninger, der:

  • allerede er offentligt tilgængelige,
  • lovligt var kendt af modtageren,
  • lovligt modtages fra tredjemand,
  • er udviklet uafhængigt, eller
  • skal videregives efter lov, myndighedskrav eller retsafgørelse.

11.3 Fortrolige oplysninger kan videregives til blandt andet rådgivere, medarbejdere og relevante underleverandører i det omfang, dette er nødvendigt for opgavens udførelse, og modtageren er underlagt passende fortrolighed.

Referencer og markedsføring

11.4 Stadsrevisionen anvender alene Kundens navn, logo, udtalelser, case eller øvrige kendetegn i markedsførings- eller referencemateriale efter forudgående aftale med Kunden.

12. Honorar, udgifter og betaling

12.1 Honoraret fremgår af Aftalebrevet.

Hvis en opgave ikke er omfattet af et aftalt fast honorar, og Parterne aftaler, at den skal udføres, afregnes den efter Stadsrevisionens gældende timesatser eller efter særskilt aftale.

12.2 Alle priser er ekskl. moms, medmindre andet fremgår.

12.3 Rimelige eksterne omkostninger og udlæg, som er nødvendige for opgavens udførelse, kan viderefaktureres Kunden. Ved væsentlige omkostninger orienteres Kunden så vidt muligt inden afholdelse.

12.4 Fakturering sker i overensstemmelse med Aftalebrevet.

12.5 Ved væsentligt forfalden saldo kan Stadsrevisionen efter skriftlig orientering sætte arbejdet midlertidigt i bero, indtil betaling er modtaget. Hvis dette kan påvirke en deadline, gøres Kunden samtidig opmærksom herpå.

Prisregulering

12.6 Abonnementshonorar kan reguleres én gang årligt med virkning fra 1. januar. En almindelig årlig regulering kan højst udgøre 3 %, medmindre andet aftales.

12.7 Hvis væsentlige eksterne omkostninger eller lovkrav ændrer forudsætningerne for levering af Ydelserne, tager Stadsrevisionen dialogen med Kunden om en rimelig tilpasning af Honoraret.

13. Immaterielle rettigheder

13.1 Hver Part bevarer sine allerede eksisterende immaterielle rettigheder.

13.2 Stadsrevisionen bevarer rettighederne til egne metoder, modeller, skabeloner, arbejdspapirer og generelle værktøjer.

13.3 Kunden har ret til at anvende de konkrete leverancer, som Kunden har betalt for, til det formål, hvortil de er udarbejdet.

14. Ansvar

14.1 Stadsrevisionen er ansvarlig for udførelsen af de aftalte Ydelser efter dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, der følger af dette punkt.

14.2 Stadsrevisionen er ikke ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder tabt avance, omsætning, goodwill eller andre afledte økonomiske tab.

14.3 Stadsrevisionen er ikke ansvarlig for konsekvenser, der følger af, at en leverance anvendes til et andet formål end det, den er udarbejdet til, medmindre andet er aftalt.

14.4 Stadsrevisionen er ikke ansvarlig for tab, som direkte skyldes væsentligt ukorrekte, vildledende eller ufuldstændige oplysninger leveret af Kunden eller tredjemand, når Stadsrevisionen ikke med rimelighed burde have identificeret fejlen.

14.5 Stadsrevisionens samlede ansvar er som udgangspunkt begrænset til det Honorar, Kunden har betalt til Stadsrevisionen for de seneste seks måneder forud for skadens indtræden.

14.6 Deadlinegarantien i pkt. 5.5-5.8 gælder dog særskilt for de dokumenterede bøder, gebyrer og tilsvarende direkte økonomiske omkostninger, der er omfattet af garantien.

15. Parternes ansvar for egne forhold

15.1 Hver Part er ansvarlig for egne handlinger og undladelser i forbindelse med Aftalen.

15.2 Hvis Stadsrevisionen påføres et dokumenteret krav fra tredjemand som direkte følge af væsentligt urigtige oplysninger eller handlinger fra Kunden, er Kunden ansvarlig herfor i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

16. Force majeure

16.1 Ingen af Parterne er ansvarlig for manglende eller forsinket opfyldelse, der skyldes ekstraordinære forhold uden for Partens rimelige kontrol, som Parten ikke med rimelighed kunne have forudset eller afværget.

16.2 Den berørte Part orienterer den anden Part hurtigst muligt og søger i rimeligt omfang at begrænse konsekvenserne.

17. Aftalens varighed og ophør

17.1 Aftalen træder i kraft ved Kundens accept af Aftalebrevet, med forbehold for at nødvendige compliance- og KYC-procedurer kan gennemføres.

Engangsydelser/Enkeltstående Opgaver

17.2 En Engangsydelse løber, indtil den aftalte opgave er afsluttet, medmindre Aftalen ophører tidligere.

Hvis Kunden ønsker at stoppe opgaven inden færdiggørelse, afregnes det arbejde, der allerede er udført (medgået tid), samt eventuelle aftalte eller uundgåelige eksterne omkostninger.

Abonnementer

17.3 Begge Parter kan opsige et Abonnement med løbende måned plus 30 dage, medmindre andet fremgår af Aftalebrevet.

Hvis Aftalen omfatter en forestående årsafslutning eller anden væsentlig deadline, samarbejder Parterne om en forsvarlig overdragelse af opgaven.

Væsentlig misligholdelse

17.4 Hver Part kan ophæve Aftalen ved den anden Parts væsentlige misligholdelse, hvis misligholdelsen ikke bringes til ophør inden rimelig tid efter skriftligt påkrav, medmindre forholdets karakter gør øjeblikkelig ophævelse nødvendig.

17.5 Stadsrevisionen kan være forpligtet til at ophøre med samarbejdet, hvis fortsat levering af Ydelserne vil være ulovlig eller i strid med regulatoriske krav.

17.6 Ved Aftalens ophør samarbejder Parterne om en ordnet afslutning og overdragelse af relevante oplysninger i det omfang, dette er muligt og lovligt.

18. Elektronisk kommunikation

18.1 Parterne kan anvende e-mail og øvrige aftalte digitale kommunikationsformer til kommunikation og dokumentudveksling.

18.2 Kunden er ansvarlig for at holde sine relevante kontaktoplysninger opdaterede.

19. Personoplysninger

19.1 Stadsrevisionen behandler personoplysninger i forbindelse med levering af Ydelserne i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.

19.2 Parternes roller som henholdsvis dataansvarlig, databehandler eller selvstændigt dataansvarlige fastlægges ud fra den konkrete behandling og gældende lovgivning.

19.3 Hvis Stadsrevisionen fungerer som databehandler for Kunden, indgås den nødvendige databehandleraftale.

19.4 Stadsrevisionen træffer passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger og opbevarer personoplysninger så længe, det er nødvendigt eller lovpligtigt.

20. Uafhængige parter

20.1 Kunden og Stadsrevisionen er selvstændige og uafhængige aftaleparter.

20.2 Ingen af Parterne kan forpligte den anden Part over for tredjemand uden særskilt bemyndigelse.

21. Ændringer til Aftalen

21.1 Hvis en bestemmelse i Aftalen viser sig ugyldig eller ikke kan håndhæves, påvirker dette ikke de øvrige bestemmelsers gyldighed.

21.2 Individuelt aftalte ændringer i Aftalen kræver skriftlig enighed mellem Parterne.

21.3 Stadsrevisionen kan løbende opdatere sine generelle Forretningsbetingelser.

For Engangsydelser gælder de vilkår, der var gældende på tidspunktet for Aftalens indgåelse.

For løbende Abonnementer varsles væsentlige ændringer skriftligt med mindst én måneds varsel.

21.4 Hvis en ændring medfører en væsentlig forringelse af Kundens vilkår, kan Kunden opsige Aftalen med virkning fra tidspunktet for ændringens ikrafttræden, dog med følgende minimumsvarsler: For aftaler, der omfatter løbende bogføring, gælder et opsigelsesvarsel på løbende måned + 30 dage. For aftaler, der omfatter udarbejdelse af årsregnskab, skal opsigelse ske senest 30 dage inden udløbet af Kundens regnskabsår.

22. Overdragelse

22.1 Stadsrevisionen kan overdrage Aftalen som led i fusion, spaltning, virksomhedsoverdragelse, omstrukturering eller tilsvarende disposition.

22.2 En sådan overdragelse må ikke i sig selv forringe Kundens rettigheder efter Aftalen.

23. Lovvalg, dialog og værneting

23.1 Aftalen er underlagt dansk ret.

23.2 Hvis der opstår en tvist eller væsentlig uenighed, søger Parterne først at løse forholdet gennem dialog.

23.3 Hvis Parterne ikke kan finde en løsning, afgøres tvisten ved de danske domstole med Retten i Aarhus som første instans, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Stadsrevisionen ApS

Alle rettigheder forbeholdes.